Vi kender Padmés ord i Episode III:
“So this is how liberty dies… with thunderous applause.”
Men i 2025 dør friheden ikke kun med bifald. Den dør med parader, propagandadrøn og power poses, der ville være The First Order værdige.
🇺🇸 Status lige nu i USA:
Trump har indsat militæret i Los Angeles for at knuse demonstrationer mod immigrationsanholdelser.
Han planlægger en fødselsdagsparade d. 14. juni i Washington D.C. – 7.000 tropper, kampvogne og “very big force” til at dæmpe protester.
Samtidig drøftes undtagelsestilstand og Insurrection Act.
Det her er ikke bare en mand med en stor hat. Det er demokratisk cosplay med totalitære undertoner.
Welcome to the show – you’re not the audience, you’re THE participant.
Vi lever ikke i 1984. Men vi lever i noget, Orwell ville genkende:
Et samfund, hvor sprog fordrejes (“freedom is security”).
Hvor overvågning sker frivilligt (“for din egen skyld”).
Hvor sandheden er "hvad trender i din skærm og dit fora"
Vi lever ikke i The Hunger Games. Men vi har parader med kampvogne og eliteledere, der kræver loyalitet med konfetti og kamphelikoptere.
Vi lever ikke i The Handmaid’s Tale. Men kvinders rettigheder angribes systematisk i sydstaterne, og præster med magt snakker højt igen.
Vi lever ikke i V for Vendetta. Men regeringen fortæller os, hvad der er ægte, og kalder modstand “trusler mod stabiliteten”.
(Post-)Postmoderne diktatur forklædt som demokrati
Det ligner frihed. Det føles nogenlunde frit. Men det er som en sæson af Black Mirror, hvor vi selv klikker “acceptér alle cookies” til vores egne rettigheders forsvinden.
Spørgsmål (du ikke får i valgkabinen):
Er det her undtagelsen – eller er USA, Orbán, Erdogann osv. i gang med at eksportere en ny normal?
“People should not be afraid of their governments. Governments should be afraid of their people.” – V for Vendetta
Og endnu vigtigere: Folk skal vide, hvordan de bliver holdt rolige. Det sker ikke kun med vold – det sker med underholdning, frygt og en fortælling, du føler dig tryg i.
Velkommen til demokratiet version 2025. Opdateret. Designet. Og med parade.
Og det er skræmmende? Det er ikke, at det sker. Det er, at vi stadig kalder det demokrati
Og vi lever ikke i USA.
Det er faktisk lidt rart at vi er vågnet op fra den forherligelse af USA der har eksisteret hele mit liv.
Kig lidt væk fra skærmen og du vil se at alle de ting du har listet op, ikke findes omkring dig i det omfang du skitserer her. Men det er godt at vi er vågnet op og nu kan se hvad skræmmeeksemplet USA gennemgår, så vi kan sikre os at vi ikke også selv når dertil.
Hvis alle kiggede lidt væk fra skærmen, ville ekstremerne få sværere kår, humøret ville være bedre, dagen se lysere ud. Virkeligheden har flere nuancer end der nogensinde kan gengives online. Hvis alle gav mindre opmærksomhed til syndfloden af dårlige nyheder, meninger og kommentarer på X eller Reddit, eller det der er værre, ville verden være et bedre sted.
Jeg får mere og mere lyst til helt at hoppe af internettet.. det synes at være ophav til alt der volder os problemer idag. Jeg var ellers så begejstret i starten, men det synes at have peaket for længe siden nu. Nu savner jeg ærligt 90erne, hvor alt dette ikke fandtes.
Jeg håber inderligt at det ikke som sådan er internettets skyld, men de store sociale mediers skyld. Deres algoritmer har ingen respekt for vores mentale velvære. Det handler udelukkende om penge. Det fører ikke noget godt med sig.
Jeg håber virkelig det er muligt for os at lave et bedre internet. Vi skylder i hvert fald hinanden at prøve.
Enig <3
Tak for dit svar – jeg forstår godt længslen efter 90’erne og et liv med færre skærme og mindre støj. Jeg har den også. Og jeg tror faktisk, vi er helt enige i ønsket om noget mere menneskeligt, mere roligt og ægte.
Men for mig er det ikke skærmene, der er problemet – det er hvad vi bruger dem til. Det er ikke “internettet”, der skaber ekstremisme og afmagt. Det er en kombination af magt, systemer og en offentlighed, der bliver udvandet – også offline.
Jeg kigger netop væk fra skærmen hver dag – jeg arbejder med mennesker, som oplever konsekvenserne af systemer, der bliver mere kontrollerende, mere automatiserede og mere lukkede. Det er ikke bare USA. Og det er ikke bare online.
Jeg tror på, at det at dokumentere, dele og sige noget højt ikke er at fodre panik – men at tage ansvar. Vi kan ikke redde demokratiet ved at kigge væk. Men vi kan gøre det bedre ved at kigge ordentligt efter – sammen.
Tak fordi du deler dine tanker. Jeg håber også, vi kan finde en vej, hvor både håb og handling kan få plads