Sommerhaven

Ja og med det så fint sagt - gør det, det bare endnu mere pinligt sagt af en dansk statsminister. 🥲

Også min tanke, pludselig er landet de lever også en instans der yder kontrol over dem.

Jeg forstår ønsket om ligestilling og modstand mod social kontrol – men jeg forstår ikke, hvordan vi hjælper nogen ved at udelukke dem fra uddannelse. Det svarer til at smække døren i hovedet på nogen og så kalde det frisættelse.

Hvis en kvinde i niqab selv har valgt den og gerne vil tage en uddannelse, hvorfor ikke lade hende? Hvis hun ikke selv har valgt – så bliver forbuddet bare endnu en form for kontrol, bare med staten som aktør.

Det her er ikke bare et spørgsmål om tøj, men om tillid, relationer og adgang. Hvis vi vil frigøre – så kræver det åbne døre og åbne sind. Ikke flere forbud.

Det bliver i hvert fald syret at læse hvis han ikke dømmes...

Enig! Hvorfor har han, også med den status han har.. Ikke gået til politiet?

Hvis I sidder og har det lidt what-the-fuck-agtigt – så er det fuldt forståeligt - jeg er målløs over hvad fan han har gang i... Jeg siger ikke han er skyldig (det må retten vurdere)... Men det her? Det er jo vanvittigt og jeg har mest af alt lyst til at sige han skal rådne op et skummelt sted...

Det er uden tvivl en af de mest syrede sager i dansk politik nogensinde...

Jeg har kigget lidt rundt på brugtmarkedet, og det er svært at finde - eller rettere, der er, de fleste mangler bare et godt grafikkort.

Og så har min kommune – Vejle 😅 – valgt at gå all in på amerikansk tech. Farvel til egne servere, hej til hele skyen hos Microsoft.

Godt at se, at nogle stadig vælger med omtanke. Håber den tanke spreder sig.

Tak for din varme besked – den rørte mig. Du sætter fine ord på det med tilknytning og tab, og du har helt ret: drømmene starter længe før uge 14, og det gør sorgen også.

Og jeg er faktisk enig i dit men – det er vigtigt, at grænsen også kan rumme de svære tilfælde, hvor barnet måske kunne være raskt, men forældrene stadig ikke kan tilbyde et kærligt og trygt liv. Det valg skal være der. Det bør være op til forældrene – ikke systemet alene.

Jeg er egentlig enig i, at overlevelseschance ikke bør være det eneste afgørende. Det bliver hurtigt en teknisk grænse i en eksistentiel debat. Vores eget tab i uge 14 har lært mig, at abort handler om mere end biologi. Det handler om sorg, kærlighed og nogle gange at tage ansvar i en situation, der aldrig kan være rigtig.

Men samtalen (sobert) ind i det hele er vigtigt for os alle.

Vi stod selv i det. Vores foster, vores barn, døde i uge 14 (13+). Vi fik at vide, at det ikke var levedygtigt. Hvad det helt præcist betød, er stadig svært at sætte ord på – der var noget galt, men ikke noget konkret vi kunne “se” eller forstå fuldt ud. Kun at det ikke var noget, vi kunne tilbyde et liv.

Og det var en tung beslutning. Ikke fordi vi var i tvivl, men fordi vi allerede elskede det lille liv, og måtte give slip.

Det har gjort, at jeg ser på abortdiskussionen med både mere ømhed og mere alvor. For abort handler ikke bare om biologi og udvikling, men også om sorg, håb og ansvar.

Når jeg læser op på fosterudvikling nu, kan jeg godt forstå behovet for at sætte en 'anden' grænse. For mig giver det mening at lægge den, før et foster realistisk kan overleve udenfor livmoderen – som ved uge 22. Derfor giver uge 18 mening.

Men det ændrer ikke, at før den grænse, er der stadig liv. Der er stadig følelser. Og der er stadig mennesker, der skal bære det videre i hjertet. Uanset hvad politikken siger.

Hvilket fik mig til, at tage mig sammen og spæde til. Tak!