Jeg var ude at gå med en ven omkring 5.-6. klasse, og smed et stykke tyggegummi-papir på gaden, uden at tænke over det, på fortorvet.

Min ven stoppede op midt i det hele, fik det mest seriøse og kolde ansigtsudtryk, og sagde "Det gør man ikke det der, man smider aldrig affald i naturen".

Det har brændt sig fast i min hjerne; det ene sekund virkede han 10 år ældre, og hans krystalklare foragt over at jeg var typen der overhovedet ville overveje den slags gjorde indtryk, og ondt. Det var nedladende på den helt store måde; fuck hvor er du primitiv, jeg skammer mig over at gå sammen med dig. Implicit, men soleklart.

Jeg samlede papiret op og puttede det i lommen, og så gik vi videre, alt OK igen. Jeg har aldrig, aldrig nogensinde gjort det igen. Jeg har givet den samme behandling videre til alle jeg nogensinde har set smide affald, jeg samler andres affald op i naturen, og jeg har lært mine børn at gøre det samme.

En gang imellem er der ting der trænger igennem, selv når man er barn.