Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?

Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.

Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit. Lander i morgen nær dig 'Tudekiksen By Meta'

Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.

Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.

Analyse.. Jeg blev nød til det.!

– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere. Det jo en vanvittig vild magt. – Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige. – Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer). – Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?

Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.

Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.

Rant over.

Om der er gået sport i det? Nej, for det meste sport i dag, er styret af penge.

Kritikken af influencere er ikke styret af penge. Den er styret af, at influencers rask væk udtrykker holdninger, uden at tage hensyn til hvem de rammer, og selvfølgelig åbner det døren for at de får igen af præcist samme hensynsløshed. Tilmed så ved folk godt, at influencers er til salg. De lyver gerne, for at få nogle penge. Selv dem der har etik, falder i den fælde.

Skal jeg være ærlig, så er der få mennesker jeg har mindre respekt for, end dem der kan købes til at lyve. Når folk ikke har respekt for en, så kommer det også til udtryk i måden der kommunikeres på.

Jeg synes stadig at det er pinligt og klamt at vi har danske influencere. Det er simpelthen så udansk at bruge sit liv på at være en attentionwhore og derefter tude over hvor hårdt det er fordi man vælger at sige og gøre hvad der lige falder en ind i nuet, samtidig med at man leger professionel virksomhed.

Jeg ville fanme skamme mig hvis jeg eller én jeg kendte valgte at blive influencer. Vi bor i Danmark. Tag jer sammen.

En sport? Næh, jeg har bare en naturlig afsky for selviscenesættende folk, der vil have indflydelse bare for at have den. Og det falder influencere og folketingspolitikere ret nemt ind under

Man kan jo spørge sig selv om nogle af de der "shitstorms" er uberettigede. Jeg synes personligt ikke nogen af dem virker som urimelig kritik (selvom jeg er sikker på at der er folk der tager den kritik alt for langt).

Måske influencere hellere skulle lære af den kritik og tage deres ansvar mere alvorligt og modent, og tænke mere over hvad de skriver ud til deres følgere.

Men altså, jeg er egentlig bedøvende ligeglad. Forstår ikke fascinationen ved at følge influencere overhoved. Jeg er nok ikke lige den demografi.

Tænker ikke de for mere had end andre kendte?

Nu er jeg ikke særlig meget inde i influencer verden, men har aldrig hørt om en mandlig influencer der har fået en "shit-storm" - er det bare fordi jeg ikke er inde i det eller er der noget om det?

Umiddelbart tænker jeg ikke der er gået sport i det, folk er måske bare blevet en lille smule mere kritiske overfor den historie som nogle influencere markedsfører sig selv med.

Når man har mange følgere, så synes jeg der følger et vist ansvar i forhold til hvad man publicerer, og hvordan man håndterer kritik af ens output og ståsted. Jeg tror det er rigtigt at det ikke nytter noget i mange tilfælde, at forsøge at dæmme op for en shitstorm, men måske det kan få nogle af dem til at overveje, om det opslag de er ved at gøre offentligt tjener et formål og, om det er den ansvarlige måde at drage opmærksomhed om noget.

Ikke alt behøves at tages i plenum med hundredetusinde følgere.